Kender du Danmarks mest familievenlige virksomhed?

Af Helle Rosdahl Lund, Direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv (CBAF.dk)
En arbejdsplads er familievenlig, når den tager hensyn til, at medarbejderne har forpligtigelser og interesser både i og uden for arbejdspladsen

Om skribenten: Helle Rosdahl Lund er direktør i CBAF.dk, der siden 2005 har arbejdet for familievenlighed på danske arbejdspladser. I 2004 tog hun initiativ til og ledede “Tænketanken Arbejde og Familieliv”, der udgav sin første rapport i januar 2005, samt i årene efter uddelte priserne “Familievenlig Chef” og “Familievenlig Virksomhed”.  

I 2017 uddeles prisen Familievenlig virksomhed, og det betaler for arbejdspladser at være familievenlige. Det viser analyser og erfaringer fra mange arbejdspladser.

Jeg har blandt andet gennemgået forskellige studier af udenlandske virksomheder, der har indarbejdet familievenlighed og fleksibilitet i arbejdstiden, og jeg har gennem tidligere prisuddelinger gennemgået resultaterne for ansøgerne til familievenlig virksomhed i en 4-årigperiode:

Der er ingen tvivl om, at de virksomheder, der arbejder med work life balance og familievenlighed, opnår bedre resultater. Resultater, der kan måles, direkte på bundlinjen.  

Vores analyser i CBAF viser, at virksomhederne opnår følgende resultater:

  • Sænket sygefravær
  • Reduceret stressniveau
  • Tiltrækker og fastholder nøglemedarbejdere
  • Fastholder seniorer, småbørnsforældre med flere
  • Reducerer omkostninger til rekruttering
  • Øger de ansattes arbejdsglæde og loyalitet
  • Holder på de bedste medarbejdere
  • Forøger produktivitet, innovation og kreativitet
  • Forbedrer image over for kunder, leverandører og nærmiljø
  • Øger bundlinjen
  • Forøger den potentielle arbejdsstyrke

Hvornår er en arbejdsplads familievenlig?
En arbejdsplads er familievenlig når den tager hensyn til, at medarbejderne har forpligtigelser og interesser både i og uden for arbejdspladsen – samtidig med at den forstår at drive sin forretning eller organisation professionelt og konkurrencedygtig.

Med andre ord handler det i virkeligheden om at tage udgangspunkt i virksomhedens/organisationens eksistensberettigelse, strategi og overordnede mål og udøve god ledelse, der sikrer en arbejdspladskultur, der fremmer gensidig respekt og muligheden for at have forpligtigelser i og uden for arbejdspladsen.

En nedskreven familie- og livsfasepolitik
Vores liv og livsfaser har været under forandring gennem mange år. Det er en meget vigtig pointe, når vi taler om familiepolitik, for hvordan rammer vi vores medarbejders livsfaser bedst på arbejdspladserne? Allerede i 00’erne begyndte mange arbejdspladser at tale om livsfaser og balancepolitikker, og i “Center for Balance mellem Arbejds- og Familieliv”, CBAF, lægger vi vægt på, at arbejdet med familievenlighed er bredt fundereret.

Det er de samme politikker, retningslinjer, redskaber og kultur, der er fundamentet for såvel familier, seniorer som andre medarbejdergrupper. Det er i dette krydsfelt, at der er nye muligheder for at ændre job, oprette dele-job og integrere fleksibilitet på nye måder.

En god familie- og livsfasepolitik er derfor integreret i andre af en virksomhedens personalepolitiske områder. Det kunne for eksempel være:

  • Arbejdstid – Mulighed for fleksibilitet, nedsat arbejdstid, deltid med mere
  • Orlov, barsel og fridage
  • Karriereplanlægning
  • Diversitet og mangfoldighedspolitikker
  • Servicetilbud – det kunne være mad med hjem, børnerum, fitness og lignende
  • Arbejdsmiljø
  • Lederudvikling

Det er vigtigt for mig at understrege, at en arbejdsplads ikke er familievenlig blot fordi, man lever op til lovgivningen. Dette burde jo være en selvfølgelighed.

Familievenlige politikker om orlov, barsel og fridage er i CBAF’s optik en udbygning af det lovpligtige område. Det kunne eksempelvis være “bedsteforældres 1. barnebarns sygedag”, eller “længere barsel til fædre end loven giver”. Mulighederne er mange.

Prisen familievenlig virksomhed – 2017
Den 7. November, 2017 uddeler vi på ny prisen Familievenlig virksomhed. Prisuddelingen er baseret på en analyse af virksomheden, der giver den deltagende virksomhed mulighed for at få en viden om eventuelle fremtidige indsatsområder.

I perioden indtil 15. Juni, 2017 kan man tilmelde sin virksomhed. Når I har tilmeldt jer, modtager I information om den videre tids- og aktivitetsplan, herunder modtagelse af spørgeskema og svarfrister.

Om undersøgelsen
Deltagerne modtager et spørgeskema, der udfyldes og danner grundlaget for vurderingen af virksomhedens familievenlighed. Spørgsmålene er inddelt i 5 kategorier:

 

Det er gratis at deltage.

 

Tilmelding
Man tilmelder sig på CBAFs hjemmeside:
http://www.cbaf.dk/certificering-i-familievenlig-virksomhed

Eller direkte via vores nyhedsbrev her:
http://cbaf.us11.list-manage.com/subscribe?u=558067013cb1edfad0ea4c9aa&id=c53120b5bf

Frit valg til børnehave på deltid i Kolding

Af Pernille Hejbøl Øhlenschlæger (V), kandidat til kommunalvalget for Venstre i Kolding Kommune

Jeg finder det yderst besynderligt, at man kun tilkendegiver at have sine børn fuldtid i institutionerne, og derfor vil jeg gerne have indført modulpasning. Modulpasning er en ordning, der gør at man kan vælge mellem f.eks. 15, 25, 35 eller 45 timer om ugen.

//VORES STED I KOMMUNEN: LØVERODDE STRAND
Ikke langt fra os, finder man Løverodde strand. For fire år siden friede min mand for enden af badebroen, og hvert år på vores bryllupsdag, tager vi ud til broen og tager et billede af os selv. Siden hen er der så kommet to børn med på billederne. Løverodde et af vores favorit steder, fordi der er strand, skov, sand, græsarealer og legeplads på et og samme sted. 

Hjemmegående i Sdr. Bjert
På Stenderup halvøen er der højt til himlen, og det var en af de største grunde, til at vi valgte, at flytte til Sdr. Bjert i sommeren 2016. Her bor vi på en gård, som består af 13 forskellige boliger med 13 forskellige familier. Jeg går hjemme med vores tvillinger; Karla og Arthur på knap 2 år. Vi nyder derfor rigtig meget, at vi har en kæmpe gammel dansk fælleshave, med store gamle træer, legeplads, legehus, boldbane, trampolin og andre mennesker tæt på.

Når man som jeg, har været flyvsk, er der ingen bedre følelse end at have fundet sit hjem. For hjem er ikke blot et sted, hvor man har tag over hovedet. Et hjem er følelsen af tryghed og ro, og at man hører til et sted. Vores hjem er Bjertgaard og Kolding kommune er i mit hjerte.

Jeg fik indført tilskud til hjemmepasning i Kolding
”Hvorfor går du dog hjemme med jeres børn?” Det er et spørgsmål jeg ofte bliver stillet, dog går der længere og længere tid i mellem, efter at børnene er blevet ældre. Folk har nok efterhånden vænnet sig til det. Men hvorfor egentlig den store undring?

For lidt over et år siden, skrev jeg til vores borgmester Jørn Pedersen. Jeg undrede mig over, at man i kommunerne der støder op til Kolding kommune, blev anerkendt for at have sine børn i hjemmet, ved at yde et tilskud til hjemmepasning. Jeg vidste, at Jørn Pedersen satte stor pris på, at være en kommune, hvor vi giver forældre flere valg, og at vi får familierne til at flytte til vores kommune og værdsætter de familier, der allerede bor her. Efter en lang kamp, hvor jeg havde et utal af debatter på blandt andet Facebook, artikler i diverse aviser, og hvor politikkerne i byrådet også synes ideen var god, kom det på dagsordenen og blev senere vedtaget. Det var en kæmpe anerkendelse.

Undervejs i processen spurgte Jørn Pedersen, om jeg havde lyst til at stille op til byrådet. Jeg har altid haft en naturlig interesse i politik, og jeg blev virkelig bidt af, at man faktisk kan være med til at ændre tingene. Så jeg besluttede mig for at sige ja tak. Jeg er slet ikke færdig med at være talerør for familier med børn: Nu har jeg været med til at få indført tilskud til hjemmepasning. Men hvad med de resterende familier? De familier som higer efter mere tid med deres børn, men som på samme tid også har et arbejde de skal passe.

Modulpasning JA TAK
Jeg lavede en rundspørge på ”Facebook Kolding”, hvor jeg efterspurgte folks holdning til modulpasning i institutionerne. Det var et kæmpe JA TAK. Jeg ved, at det er almindeligt, at begge forældre arbejder 37 timer og også har kørsel til og fra job. Det giver en del timer i institutionerne, og det er ikke for at lange ud efter disse forældre, slet ikke. Jeg ønsker ikke at lange ud efter forældre, for jeg ved, at de i hjertet gør, det bedste de kan. Men jeg finder det yderst besynderligt, at man kun tilkendegiver at have sine børn fuldtid i institutionerne, og derfor vil jeg gerne have indført modulpasning. Modulpasning er en ordning, der gør at man kan vælge mellem f.eks. 15, 25, 35 eller 45 timer (Det er blot eksempler). De forældre som så vælger, at arbejde på deltid, skal så ikke betale for en fuld plads.

Jeg vil gerne bruge min egen familie som eksempel. Min mand arbejder fast hvert femte døgn, og har så fri de resterende fire. Når vores børn skal i børnehave september 2018, bliver det tre dage i ugen fra 9-14, altså 15 timer i ugen. Vi er ikke interesserede i at sende dem mere afsted, når nu min mand alligevel er hjemme. Men som det er nu, skal man betale for en fuldtidsstilling.

Jeg vil helt ind i hjertet gerne være med til at opfordre til mere tid med børnene, imens de er små. Jeg tror på, at det er en investering i børnenes fremtid.

Som menneske synes jeg, at det er vigtigt, at man ind i mellem hopper af det kørende tog og spørger sig selv ”skal jeg køre videre med toget, eller skal jeg finde en anden vej videre

Man behøver ikke gøre det, alle andre gør
Det er ikke nemt, at være forældre i dagens Danmark, for alle har en mening om din måde at gøre tingene på. Vi har slet ikke nok fokus på familiers vilkår, som det er i dag. Jeg synes det er et fælles ansvar, at vi finder løsninger, som gør at DU kan tage ansvar for dit og jeres liv, på en måde som passer jer. Som menneske synes jeg, at det er vigtigt, at man ind i mellem hopper af det kørende tog og spørger sig selv ”skal jeg køre videre med toget, eller skal jeg finde en anden vej videre?” Min pointe er, at man ikke behøver at gøre noget i livet ”bare fordi alle andre gør det”. Hvad er bedst for dig? Og hvad er bedst for DIN familie?

Vi skal tænke ud af boksen, og ikke være bange for at gøre det, der er bedst for os. Det er det, der hedder friheden til selv at vælge.

Det er sådanne spørgsmål jeg gerne vil give familier mulighed for at svare på, med forskellige valgmuligheder. For som det er i dag, er der ikke mange valg. ”Går dine børn i DP eller vuggestue?” Jeg ville gerne det hed ”Går dine børn i dp, vuggestue, hjemme, deltid, modul, privat passer eller en helt anden ting”. Vi skal tænke ud af boksen, og ikke være bange for at gøre det, der er bedst for os. Det er det, der hedder friheden til selv at vælge, og så skal vi alle have en større rummelighed og ikke kun tilkendegive egne valg.

Kvaliteten i institutionerne skal være på samme plan i kommunerne og bedre endnu. Det kan ikke passe, at der er så stor forskel på, hvor mange voksne, der er til at varetage dine børns behov. Det er et voksende problem, at forældre ikke føler, at der er nok hænder til deres børn. Det er ikke okay! Det skal først og fremmest være trygt for børnene at være i institution, og trygt for forældrene at aflevere deres børn. Man aflevere sit allerdyrebareste.

Jeg hørte om en pædagog i Kolding, der havde stået alene med 80 børn på legepladsen, og det er altså ikke kun i Kolding, det sker. Det er jo oftest sådan, at når børnene er på legepladsen, så er det her pædagogerne har deres pause, og dem som får fri tager hjem:

Så hvordan løser man det kæmpe problem? Handler det om prioriteringer? Hvor mener I, at man skal tage pengene fra? Og kunne man løse det med, at se på de institutioner, hvor det rent faktisk er lykkedes at holde en god normering? Hvad gør de anderledes? Færre sygedage? Mere fokus på deres personale? Færre møder?

En masse spørgsmål, som forhåbentlig ender med en masse gode svar.

Tusind tak fordi at i læste med.

Pernille Hejbøl Øhlenschlæger, kandidat til byrådet for Venstre i Kolding Kommune

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

 

 

Giv Københavns børn mere kunst og musik

 Af Randi Hjortholm (B), kandidat til kommunalvalget 2017 for De Radikale i Københavns Kommune
Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

VORES STED I KOMMUNEN: ZOO
Da min datter Adriana blev adopteret fra Ecuador, var hun knap 3 år, hun havde åben læbe-ganespalte, og sproget var en udfordring. Men i Zoo kunne vi høre de samme lyde, dufte blomsterne, le af isbjørnene… og på den måde finde hinanden som familie. Derfor er Zoo et af de kulturelle steder i min kommune København, der virkelig betyder noget for mig og min familie. Adrianas yndlingshistorie er, da odderne troede, at hun og hendes lillesøster var dyrepassere, fordi de var klædt i grønt, og de små, larmende odderunger tiggede mad. Familietid i Zoo for mig er dyrebar, fordi vi dér er lidt som i en lille bobbel, hvor vi kan være sammen væk fra omverden. Min yngste datter er plejebarn, og det er vigtigt som familie at have fælles minder og oplevelser. For os er Zoo et af de steder, hvor hver en lille plet indeholder fælles minder. 

Jeg lever ikke mit liv opdelt
At være opstillet som kandidat til Kommunalvalget som ny i politik, singlemor til to piger og med fuldtidsjob er selvfølgelig en stor opgave. Hvordan kan man gøre det, og stadig have balance i familielivet?
Det vigtige er klart, at ens parti støtter, at man prioriterer sin familie. Og så er det for mig vigtigt, at de ting, jeg laver, kan flettes ind i hinanden. Jeg lever ikke mit liv opdelt, men som en enhed. Mine døtre er 15 og 9 og derfor store nok til at være med i nogle af de politiske aktiviteter. Så når jeg for første gang tager til Folkemødet på Bornholm i juni, er mine døtre med, og vi har en af vores nære venner med som barnepige. Det betyder også, at de ting, jeg kæmper for politisk, tit har rødder i de udfordringer, jeg ser i mit lokalområde og hos de mennesker, jeg møder.

Bedre vilkår for udsatte familier
Balancen mellem familieliv og arbejdsliv opnår jeg ved at skabe gode vilkår for min egen, men også andres familier, inden for alle områderne jeg arbejder for. Begge mine døtre har et handicap, der bevirker, at livet nogle dage er en udfordring. Tryghed og nærhed er afgørende for pigerne, det er mig der udgør den tryghed for dem. Via politik får jeg mulighed for at kæmpe for, at udsatte familier får bedre vilkår, men i den politiske verden kan jeg heldigvis dele det ansvar både med mit eget parti, men også med andre, der arbejder for bedre vilkår for familier.

I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.

Kulturelle tilbud til børn og unge
Hvis jeg bliver valgt ved det kommende Kommunalvalg, vil de kulturelle tilbud til børn og unge i København have mit store fokus. Kunst, musik og viden om vores samfund kan skabe håb og vision på nye måder for børn og unge. I de udsatte boligområder er det få, der benytter disse tilbud, og her skal vi gøre en særlig indsats for, at flere børn og unge får glæde af de kulturelle tilbud.

Det vigtigste for mig er, at børns baggrund ikke afgør deres fremtid. De Radikale ønsker, at alle skal være en del af fællesskabet, men dem der har det svært, skal vi hjælpe, så de komme med ind i fællesskabet. I De Radikale vil vi droppe regeringens fattigdomsydelser, det rammer de svageste børnefamilier alt for hårdt.
Øremærket barsel til mænd og flere omsorgsdage
Jeg mener, at vi som samfund har et ansvar for at skabe bedre rammer for familierne. Det er afgørende, at vi får øremærket barsel til mænd og får flere omsorgsdage til det enkelte barn. En fremtid, hvor familiepolitik får mere betydning politisk, kræver et parti, der tør at tage dialogen og lave ting om. I det kommende kommunalvalg ser jeg frem til at kæmpe for børn og unges ret til det gode familieliv.
Minimumsnormeringer
I forhold til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, så er det en nødvendighed. De Radikale har netop “flere pædagoger i institutionerne” som et af de punkter, vi kæmper for. Vores børn skal have en bedre hverdag, og det kræver flere uddannede pædagoger i institutionerne.

Vi har ikke nok fokus på familiernes vilkår i samfundet. Jeg håber, at jeg politisk kan være med til, at familiepolitik bliver et afgørende emne både i kommunalpolitik – men også på Christiansborg.

Mit familiepolitiske spørgsmål er dette:

Hvordan får vi flere til at opdage, at politik har stor indflydelse på familielivet, så flere forældre bliver politisk aktive, særligt kvinderne?

Tak for, at jeg fik ordet her

Kærlig Hilsen

Randi Hjortholm

Kandidat for de radikale til KV17

 

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

Læs det foregående indlæg af Stig Grenov, Kristendemokraterne i Hillerød. 

Opgør med Institutions Danmark

KOMMUNALVALG 2017 SERIEN:
De næste måneder varmer vi på Familiepolitisk Netværks blog op til kommunalvalget ved at invitere lokalpolitikere fra alle landets kommuner og partier til at dele deres familiepolitiske visioner. – Vi håber, at I der bor i politikernes kommuner vil dele indlæg, I synes er gode, så vi ender med et Danmarks-kort fuld af familievenlige kommuner, når valget er ovre. Og i det hele taget, at vi med vores lokale erfaringer kan inspirere hinanden på tværs af kommunegrænser (red.)

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”

Af Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne og opstillet som kandidat til kommunalvalget i Hørsholm Kommune
Stig Grenov ved Usserød Å i Hørsholm Kommune
Man er rig, når børnene har fået lov at vokse op i rolige omgivelser med adgang til natur. Som her ved Usserød Å i Hørsholm. Det var her min dengang 2-årige datter fodrede ænderne med resterne af det gamle franskbrød, som hun ikke selv nåede at tygge i sig. Her legede storebror hule, uden pædagogisk overvågning. Og det har øjensynligt ikke skadet vores tre nu voksne børn.

Jeg har lidt ondt af vores yngste borgere. Uden at blinke med øjnene accepterer vi voksne nemlig, at over 90% går i vuggestue og 96% i børnehave. Ofte med ”arbejdstider” der overstiger en voksen fuldtidsstilling. Vi holder dem i skole til langt ud på eftermiddagen, for at de skal blive klogere – eller måske bare, fordi de så ikke løber i vejen for mor og far, der skal holde bruttonationalproduktet oppe?

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder?

Det er min ambition at udforme politik efter børnenes behov. Intet barn under 2 år har f.eks. bedt om at komme i vuggestue. Giv forældrene ret til deltid eller mulighed for at flekse. Som ung lærer kunne jeg f.eks. hente børnene tidligt fra institutionen, for så at fortsætte arbejdet om aftenen, når mor tog over. Den slags fleksibilitet skal fremmes, hvor det er muligt. Børnefamilier skal have ret til deltidsarbejde, og vælger man selv at passe de små, skal man have 85% af hvad institutionspladsen koster kommunen. Tryghed, sociale spilleregler og sproglig opmærksomhed læres bedst af forældrene.

KristenDemokraterne vil give forældrene en buket af muligheder, så de kan indrette deres arbejde og familieliv efter eget ønske. ”Det er egentlig underligt” sagde min gamle skoleleder, ”men aldrig har børnene været så meget i institution, og sjældent har vi haft så mange problemer med at lære eleverne sociale spilleregler”.

Det er på tide at stille spørgsmål ved det sunde i institutionsdanmark. Hvor meget koster det samfundet, når børn og unge siden hen føler sig usikre og mangler almene sociale færdigheder? Jeg bæver ved at skrive næste sætning. For ingen familie med diagnosebørn skal føle skyld. Men der er sociologer, der kæder det stigende antal diagnoser i skolen sammen med den manglende voksenkontakt.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Og her er det så på tide at sige tak! Tak, til alle de pædagoger der har taget sig ualmindeligt godt af mine børn, mens min kone og jeg var på arbejde. Tak for de ture de tog på, de bleer, der blev skiftet, den gode snak de førte, og som gjorde at jeg hentede nogle glade unger hver dag.

Desværre er normeringerne gået den forkerte vej siden. I dag er 17 børn og én pædagog ikke et særsyn. Det på trods af, at man forventer at børnehaver integrerer børn af udenlandsk herkomst og afhjælper sociale udfordringer.

Minimumsnormeringer ér nødvendige. Ellers parkeres regningen for vores velfærdssamfund i børneværelset.

Men KD vil også investere i gratis familieterapi. En stabil ramme for opvæksten er det væsentligste, vi kan give den næste generation. Det gælder også, når bruddet mellem forældrene er uundgåeligt.

– Men jeg savner bl.a. at høre fra skilsmissefamilier, hvordan jeg politisk kan komme dem i møde, så de trives bedre i hverdagen. Har du idéer, ønsker eller bare et problem uden løsning, så hører jeg meget gerne fra dig.

På genhør

Stig Grenov
Kandidat til Hørsholm Kommunalbestyrelse
E-mail: stig@kd.dk

Giv børn din stemme

FAMILIEPOLITISK AKTIONSGRUPPE VIL SÆTTE BØRNS TRIVSEL PÅ DAGSORDEN

Kommunalvalget 2017 nærmer sig og”Giv børn din stemme” er navnet på en nystartet familiepolitisk aktionsgruppe, som gør præcis det, navnet opfordrer til: Den giver børnene en stemme i den offentlige debat og kæmper for at få vælgerne til at stemme på politikere, som prioriterer børns trivsel. – Her kommer gruppens første udmelding:

Vi mener, ligesom al forskning på området, at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.
Illustration af Anne-Mette Karstad Poulsen for Familiepolitisk Aktionsgruppe efter “Find Holger” af Martin Handford.
Af Anne-Mette Karstad Poulsen og Pernille Yde Honoré

”Børnene er det vigtigste, vi har”. Vi siger det igen og igen, til os selv – hinanden – og ikke mindst til vores børn.

Men ser man på den dagligdag, mange børn har i deres institution, kan det være svært at få øje på den omsorg og kærlighed, ordene udtrykker.

Det mismatch mellem ord og virkelighed vil vi i ”Giv børn din stemme” lave om på!

Vi vil have institutioner, der afspejler, at børnene virkelig er det vigtigste, vi har. Vi vil have institutioner, der ikke blot hjælper børnene med at lære at tale, men faktisk også lytter til det, børnene siger. Vi vil det for børnenes, for familiernes og for samfundets skyld.

Børnenes vogtere
Kort fortalt er vi nok den mest lovlydige og vandkæmmede aktivistgruppe nord for ækvator. Der er ingen barrikade-krigere eller politikeraspiranter her – faktisk er der kun pligtopfyldende borgere, som har fået nok!

Nok af besparelser og effektiviseringer på børnenes og pædagogernes bekostning, nok af faktaresistente politikere, nok af tavshedskulturen i vuggestuer og børnehaver – og nok af at se stiltiende til, imens børn dagligt udsættes for offentligt omsorgsvigt.

Vi er først og fremmest forældre og enkelte pædagoger. Vi er tilhængere af daginstitutioner, og det skal være under ordenlige forhold. Vuggestuer og børnehaver skal være til for at fremme børns trivsel, udvikling og læring –fuldstændig i tråd med det, dagtilbudsloven foreskriver. Daginstitutionerne skal ikke være en praktisk opbevaringsordning til vores børn, mens vi går på arbejde.

Vi mener – ligesom al forskning på området – at børns trivsel, udvikling og læring er fuldstændig afhængig af, at de indgår i trygge, stabile relationer med nærværende voksne. Det sikrer man, at børn kan i daginstitutionerne, ved at indføre minimumsnormeringer ved lov.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Fakta-resistent børneminister
Det bekymrer os derfor dybt, at vi har en børneminister, som ignorerer denne viden. En børneminister, der kalder de historisk dårlige normeringer for en myte og konsekvent henviser til alternative fakta, når hun skal beskrive normeringerne, i stedet for at forholde sig til den virkelighed børnene lever i. (Se artikel i Information.)

Det bekymrer os, at forældres, pædagogers og eksperters desperate råb på flere hænder besvares med en påstand om, at der er skam hænder nok, hændernes ejermænd skal blot være dygtigere.

Det bekymrer os, at der satses på læreplaner for at fremme børns udvikling, når al forskning viser, at gode relationer er den vigtigste faktor i børns udvikling.

Stem på en politiker, der vil dit barn det bedste
Vores mission er at skabe opmærksomhed om de kritisable forhold i børneinstitutionerne og allervigtigst: De konsekvenser det har for børn at have en hverdag i de rammer.

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Det er en helt bevidst retningslinje, at gruppe ikke laver skræmmekampagner, selvom der desværre er rigeligt stof til det. Vores fokus er på det lille, men dybt alvorlige svigt, som alt for mange børn oplever dagligt, fordi de hurtigløbende pædagoger simpelthen ikke kan nå at være i kontakt med dem alle.

Vores ambition er at brolægge vejen til mere bevidste vælgere med humor og fakta. Hvordan det praktisk kommer til udtryk, afslører vi i de kommende måneder og op til kommunalvalget, men kampagner på sociale medier, presseindsats, liveaktioner og demonstrationer bliver de bærende elementer.

Vi gør det sammen!
Vi har dannet aktionsgruppen, fordi vi tror på, at vi sammen kan flytte bjerge, og fordi vi ikke kan lade være. Som én sagde til vores første møde: Når man først sætter sig ind i dette emne, er der ingen vej tilbage – man kan ikke vende det blinde øje til.

Vi gør det, fordi vi hverken kan eller vil se stiltiende til, imens vi som samfund nedprioriterer vores børn igen og igen.

Som Martin Luther King sagde, ”slutter vores liv den dag, vi tier stille om det, som er vigtigt”. Vi siger alle, at vores børn er det vigtigste, vi har. Lad os kæmpe for at få en politisk dagsorden, som afspejler det!

Kontakt Familiepolitisk Aktionsgruppe: givboerndinstemme@gmail.com

Om skribenterne

Pernille Yde Honoré er kommunikationsrådgiver og mor til tvillinger på tre år. Hun er uddannet journalist og bor i København. Da hendes og hendes mands barselsorlov var opbrugt, valgte hun at sige sit fuldtidsjob op for at passe deres børn hjemme, indtil de fyldte to år.

Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København.

 

Målet er gennem oplysning at få vælgerne til at stemme på politikere, som udsteder konkrete løfter om flere pædagoger pr. barn i vuggestuer og børnehaver, og på den måde tvinge politikerne til at tage området alvorligt.

Tid til at tage imod en tegning?

Jeg hader, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringerne ved at være barn i en børnehave. Vi ved lige præcis, hvad der skal til for at hjælpe dem – men vi har ikke tiden til det.

BØRNEHAVELIV: I Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook har der op til påsken været en del aktivistiske skriverier om daginstitutions-normeringer efter at BUPL har udgivet tal, der viser en meget presset dagligdag for landets pædagoger. Familiepolitisk Netværks blog bringer her pædagog Sandra Nygård Bechs opråb, som hun udgav i sin statusopdatering i gruppen på Facebook forleden (red.)

Af Pædagog Sandra Nygård Bech, Århus
Om skribenten: Sandra Nygård Bech er uddannet pædagog i 2009, og har siden været ansat i daginstitutioner i Aarhus Kommune og er pt. ansat i en integreret institution i Stavtrup. Hun har altid brændt for arbejdet med børn og har været meget aktiv i kampen om bedre vilkår for børnene.

Denne tegning er en af grundene til, at jeg stort set altid har lommer i det tøj, jeg har på på arbejde. Denne tegning har jeg idag modtaget som gave. Jeg tog imod med glæde og spurgte nysgerrigt ind til den. “Wow – Tak! Hvad har du lavet?” Pigen svarer stolt, at det er sådan en gul og sort én, som hun har klippet. Og ja – det er jo lige præcis det det er. Jeg lægger tegningen ned i lommen og glemmer at den er der. Lige indtil pigen efter et par timer finder mig igen, smiler til mig og spørger; “Hvor er din tegning?” Jeg finder hurtigt tegningen frem fra lommen og viser hende, at jeg passer på den og værdsætter hendes gave. Hun griner genert, og løber glad videre ned i børnehaven.

Jeg føler mig lettet over at tegningen lå i min lomme, da jeg ser glæden og stoltheden lyse i hendes øjne og jeg ser hvordan hun med en dyb indånding tager helt ind i hjertet, at hun har værdi for mig. Mine lommer er ofte fyldte, og det er dejligt at kunne give børnene den gave at lade dem vide, at det de kommer og deler med mig har værdi.

Men i hverdagen er børnene mange og lommerne få, og det er desværre langt fra alle, som oplever det samme, som pigen i eksemplet her.

Langt oftere vil børnene opleve, at den voksne, som gaven skulle gives til, er optaget af at tale med Nikolajs mor, løse en konflikt mellem Jonas og Karoline, minde Alma om at gå på toilettet, pudse violas næse, sikre at Wahid har fået eftermiddagsmad, tage imod besked fra en kollega, som er på vej hjem, lave en plan for imorgen, nu hvor Yrsa er syg, og der ikke må kaldes vikar ind og… Alt imens står Maren med sin tegning… Hun havde gjort sig umage, og tænkt på, hvor dejligt det ville blive at se sin yndlings voksen blive glad for så betydningsfuld en gave. Men når man om eftermiddagen skal dele de 5 voksne med 80 andre børn, og 80 forældre, og intra, og telefonopkald, og opvasken, og vasketøjet… Ja – så er det ikke alle gaver som modtages med den respekt og glæde, som bør følge med.

Da Luna i dag gav mig gaven, gav hun mig mere end blot et stykke papir med sparsom tegning, som hun havde klippet i. Hun gav mig en invitation til at indgå i en relation med hende. En invitation til dialog, nærvær og omsorg. I dag havde jeg tid til at møde hende i den, og mødet gav mig en følelse af glæde og stolthed, og jeg fornemmede, at hun gik derfra med større selvværd og følelse af at høre til og være blevet set i det store fællesskab.

Men hvad mon det betyder, at hun vender tilbage? Er det mon et trist tegn på at relationerne i dagens institutioner er blevet så overfladiske og sporadiske, at børnene ikke længere føler sig sikre på dem? I virkeligheden burde det vel ikke være nødvendigt at følge op på om den voksne nu også delte oplevelsen, værdsatte den, respekterede den?
Jeg forstår dog godt, at hun gør det.

Jeg er omringet af nogle af de mest kompetente kolleger, jeg har mødt i de snart 10 år, jeg har været i pædagogverden. Jeg ser dem bruge HVERT ET LEDIGT ØJEBLIK på at se et barn i øjnene, kramme dem, grine med dem, udvikle sig sammen med dem, men øjeblikkene er færre, og jeg kan mærke helt ind i hjertet, at jeg HADER det.

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor … alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge, for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an?

Jeg HADER, at vi igen og igen er vidne til børn, som har brug for vores støtte for at kunne manøvrere i indtrykkene og udfordringer ved at være barn i en børnehave. Vi VED lige præcis, hvad der skal for at hjælpe dem, men vi har ikke tiden til det.

Det lyder så flot, når regeringen fortæller, at de vil afsætte millioner til børneområdet, men hvornår hulan får de øjnene op for, at Luna i dag IKKE havde brug for, at jeg havde været på endnu et kursus og havde læst store vigtige teoribøger!
Hun havde brug for, at jeg havde tiden til at se hende, møde hende, værdsætte hende og sige JA TAK til hendes utroligt fine invitation.
Det er DÉT der skal til!
Det er DÉT der batter!
Det er DÉR, vi når børnene!
– Og det er DÉR politikere vil få deres fine resultater af deres tests.

For børn i trivsel, som har selvværd og selvtillid, som har tillid til at deres medmennesker og som oplever betydningsfulde relationer – det er netop DE børn, som klarer sig godt i skolen, som tør satse højt, som tør gå foran, og som ved de fortjener at være lykkelige.

Hvor ville jeg dog ønske, at politikerne snart ville lytte til de sande eksperter; pædagogerne, som ER kompetente, og som hver dag løfter et kæmpe ansvar for fremtidens borger under helt urimelige forhold!

Spørg dig selv: Ville du trives på en arbejdsplads, hvor alt du skulle mestre for at klare dit arbejde skulle læres for første gang? Samtidig skal du forestille dig, at alle dem, der vidste noget om dit arbejde, ikke kunne give dig de redskaber, du skulle bruge for at kunne begå dig i din arbejds-verden, og at du måtte nøjes med at observere dine kolleger, som heller ikke ved, hvordan opgaven skal gribes an? Tilføj at hverken du eller dine kolleger forstår jer på at kommunikere om opgaven.

Du ville sikkert ikke holde længe på den arbejdsplads, så hjælp nu med at sikre, at børnene heller ikke skal arbejde under så kritisable forhold!

 

Læs også pædagog Kirstine Kirks indlæg om hvorfor vi som forældre og pædagoger ikke protesterer mere højlydt her.

Stop det offentlige omsorgssvigt

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Når vi ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger? Det har været debatteret ivrigt i Familiepolitisk Netværk. I den forgangne uge kom BUPL så med nye tal på daginstitutionsområdet, der blev fulgt af advarsler om et offentligt omsorgssvigt. Derfor kommer her netværks-medstifter Karen Lumholts bud på en skabelon til brug for bekymrede forældre, som vil skrive brev til de ansvarlige kommunalpolitikere.

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Af Karen Lumholt
Om skribenten: Karen Lumholt er journalist, mor til tre voksne børn og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun har skrevet en række bøger om børn, samfund og familie, har været opstillet til Folketinget, været direktør for Tænketanken Cura og er nu selvstændig rådgiver, foredragsholder og underviser.

Kære kommunalpolitikere – hjælp os med et opgør med løgne- og tavshedskulturen

Jeg har skrevet et brev til kommunalpolitikerne, fordi jeg mener, at de bør vide, hvor galt det står til i daginstitutionerne.

Desværre bliver oplysningerne om forholdene i daginstitutionerne ofte skjult for politikerne, fordi forvaltningerne ønsker at lægge låg på. Og fordi tavshedskulturen råder i institutionerne, hvor man ikke vil gøre forældrene bekymrede og ikke vil kaste negativt lys på institutionens ledelse, som knokler som besat for at få enderne til at mødes.

Altsammen forståeligt og i rystende grad velbegrundet – det handler jo om mennesker, der risikerer jobbet. Men politikerne SKAL vågne op og tage ansvar.

Derfor brevet.

Brevet kan frit bruges af alle jer, som læser dette, som inspiration. Det er stilet til de folkevalgte politikere i kommunens “Udvalg for Børn og Unge”, som kan hedde lidt forskelligt fra kommune til kommune.

Mit forslag er, at henvendelsen sendes til hvert enkelt udvalgsmedlem. Mailadresser vil ofte være at finde på kommunens hjemmeside, men ellers må forvaltningen kunne hjælpe.

Brevet er meget langt og skal opfattes som en bruttoliste. Man kan vælge og vrage i indholdet, og man kan sakse i brevet og bruge de dele, man kan identificere sig med. Hovedsagen er:

Nu må vi forældre stille os solidarisk med pædagogerne. Og først og fremmest: Med børnene! Det offentlige omsorgssvigt må stoppe!

Her kommer brevet:

__________________________________

Til medlemmerne af Udvalget for Børn og Unge – eller hvad det nu hedder i din kommune.

Jeg har i dag – igen – måttet aflevere mit barn i vuggestue/børnehave med en følelse af stærk uro og bekymring.  Min bekymring betyder, at jeg nu (igen) overvejer at holde mit barn hjemme og at melde mig selv syg. Muligvis helt at tage mit barn ud af institutionen.

Jeg vil gerne understrege på det kraftigste, at jeg har en rigtig god kontakt både til personale og leder i institutionen og at jeg har den største respekt for pædagogernes faglige arbejde og for institutionens leder og ledelse.

Af samme grund ønsker jeg IKKE på nogen måde at hænge institutionen ud. Og derfor har jeg IKKE i første omgang nævnt institutionens navn, hvor personalet knokler for at få enderne til at mødes, og tydeligvis knokler mere og mere for hver dag, der går. Jeg oplever, at deres vilkår bliver ringere og ringere.

Jeg vil gerne fortælle om den konkrete situation, som jeg oplevede i dag:

I dag var situationen den, at…… – skriv her lidt om den konkrete situation, men uden at skrive noget dårligt om enkeltpersoner, hvad enten det er børn, personale eller forældre. Overvej igen om du overhovedet skal nævne institutionens navn.

Andre dage har situationen været, at… – lad dig evt. inspirere af denne liste:

  • … små børn, der var lidt pjevsede eller småsløje, ikke fik den omsorg, de åbenlyst trængte til
  • … blebørn ikke blev skiftet, men måtte vente længe
  • … nystartede børn på stuen græd og tydeligvis var utrygge og måske ulykkelige
  • … børn der lige var blevet afleveret af far eller mor var grædende, men ikke kunne blive taget op
  • … børn sloges uden at personalet kunne komme det barn til hjælp, som var blevet slået/bidt/ramt
  • … et barn var kommet til skade, men der var ikke tid til trøst
  • … en pædagog var alene med XX børn
  • … børnegruppen var alt for stor til 2 personaler (eller 1)
  • … eller hvad du/I nu har oplevet.

Jeg er bekymret, fordi hverken mit barn eller andre små børn får den omsorg, der er så vigtig, for at de kan udvikle sig normalt.

Jeg er bekymret for, om børnene og pædagogerne i længden kan holde til det.

Jeg er også bekymret, fordi paragrafferne i Dagtilbudsloven tydeligvis ikke bliver overholdt.

Der finder altså lovovertrædelser sted.

Min bekymring går især på fire forhold:

  1. Mængden af børn på stuen/legepladsen er alt for stor, set i forhold til, at mange af børnene har behov for omsorg/trøst/konfliktløsning/hjælp til fx toiletbesøg eller mad
  2. Der er for få pædagoger/medhjælpere, der reelt kan være til stede på stuen (mange går fra til møder/kontorarbejde/arbejde med planer, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og udenfor huset etc.)
  3. Personalet kan i længden blive slidt/måske syge og udbrændte, fordi de hele tiden går til deres yderste grænse for deres formåen og ikke kan opfylde de krav, de selv stiller til fagligt forsvarligt arbejde med børn og forældre
  4. Der er ingen vikardækning v. pædagogers fravær fra stuen, fx pga. ferie, omsorgsdage (pr. pædagog typisk ca. 34 dage om året), kurser, afvikling af aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt, udarbejdelse af diverse test og læreplaner, møder/kontorarbejde, praktisk arbejde, organiserende arbejde i huset og uden for huset samt ved sygdom. Jeg ved ikke om I politikere er klar over det, men alt dette fravær fra stuen er som regel IKKE vikardækket.

Ligesom min respekt for de enkelte pædagoger og for lederen er enormt stor, har jeg også stor respekt for forvaltningen, som så vidt jeg er orienteret også gør, hvad de kan, for at få ressourcerne til at slå til.

Men uanset de gode viljer KAN det ikke lade sig gøre.

Sandheden er, at forholdene nu er sådan, at især de helt små børn og de børn, som er mest sårbare, bliver svigtet hver eneste dag. Og at de lidt større og lidt mere robuste børn også lider. Jeg ser det selv. Og jeg hører pædagoger sige det. Men de tør ikke sige det højt.

I de år, jeg har haft børn, er børnegrupperne på stuerne blevet større, institutionerne er blevet større og personalet, der er til stede på stuerne, blevet færre. Dem, der er tilstede, har mere travlt. I ydertimerne virker de meget pressede, selv om de gør, hvad de kan, for, at vi forældre ikke skal mærke noget.

Samtidig bliver børnene yngre og yngre. Et barn, der går fra børnehave til skole er i dag 5 år. For nogle år siden (før 0. klasse blev obligatorisk), var børnehavebørnene op til 7 år. Nu er de yngste ikke engang 3 år og går stadig med ble. Og vuggestuebørnene er tilsvarende yngre.

Jeg ved, at mange politikere – ligesom vi forældre – er bevidste om, at institutionerne har problemer, men trøster sig med, at Finansministeriet og Børne- og Socialministeren fortæller os, at normeringerne ikke er blevet væsentligt ringere de senere år.

Men det er ikke det, vi ser i praksis. Det er ikke den virkelighed, der møder os i institutionerne.

Ministeriets beregning af de gængse normeringer hviler på et grundlag, hvor man IKKE tager højde for, at pædagoger og institutioner er blevet pålagt en mængde opgaver, som indebærer, at ressourcerne går fra børnene. Tiltag, som hver især er fornuftige nok, men som i praksis trækker ressourcerne væk fra kerneydelsen: Samværet med børnene.

Det er for eksempel tests, læreplaner, sprogscreening, møder i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole, samtaler med andre instanser, herunder skoler, fritidshjem, SFO, PPR, psykologer, talepædagoger osv. Der er obligatoriske kurser, aftenmøder og arrangementer, møder internt og eksternt. Samt et væld af andre opgaver. Jeg har set en liste over opgaver for pædagogerne, som IKKE havde noget med arbejdet på stuen at gøre, som fyldte 29 sider. Opgaver, som daginstitutionerne er pålagt oppefra, men som ikke udløser forberedelsestid eller på anden vis udløser ekstra normeringer, penge eller vikarer.

Tiden går, igen, fra børnene.

At der ikke tales, ja råbes meget højt om alt dette, i offentligheden, kan skyldes flere ting:

  • At pædagogerne giver sig selv mundkurv på og ikke tør fortælle os forældre, hvor galt det står til, af angst for at gøre de i forvejen pressede forældre urolige – dette bekræfter BUPL.
  • At institutionsledere ikke tør råbe op af bekymring for, om der kan kastes et kritisk lys på netop deres institution – dette bekræfter de institutionsledere, som jeg har talt med.
  • At klyngeledere og områdeledere tier af samme årsag – fordi de ikke vil kritiseres for ikke at løse den opgave, de er pålagt af forvaltningen.
  • At ledere på alle niveauer dukker sig for ikke at komme i kritisk søgelys.
  • At forvaltningschefer også helst vil have, at området ser ”pænt ud” – hvilket det nemt kan gøre, på papiret, men kun så længe man fortier de forhold, jeg nævner her.

Udefra set kan det se imponerende ud. Aldrig har så mange børn været i institution som nu. ”Produktionen” er i top – der ydes ”velfærd” i enorme mængder. Men kvaliteten er tilsyneladende i bund.

Ingen vil indrømme det. Heller ikke vi forældre, for vi er nødt til at tro på, at vores børn har det godt og trygt, mens vi er væk fra dem, hvis vi skal kunne gå på arbejde.

Løgnekulturen ser ud til at være massiv.

Alle vi, der til daglig færdes i børnenes institutioner – forældre, bedsteforældre og personale – kan mærke det: Den er helt gal!

Situationen er uholdbar. Personalet er tæt på sammenbrud. Forældrene er bekymrede. Og med stressede forældre og stressede pædagoger er de små børn omgivet af stress fra morgen til aften.

Lytter man til børneforskere som Dion Sommer, Per Schultz-Jørgensen, Margrethe Brun Hansen og mange, mange andre, er man ikke i tvivl: Det er ikke sundt! Stress smitter!

De børnesagkyndige psykologer siger det: Små børn, der ikke får den omsorg, trøst og støtte, de har brug for, oplever et svigt, der sætter sig på en irreversibel måde i deres sind: Manglende selvværd, manglende evne til at regulere egne følelser, uhensigtsmæssig kognitiv og følelsesmæssig udvikling, som senere kan vise sig som meget alvorlig psykisk sårbarhed, starter i vuggestue- og børnehavealderen.

Vi ved det – fra utallige videnskabelige udredninger og fra enorme mængder af forskning om børn. Og der er ingen grund til at være i tvivl om rigtigheden af denne forskning, for det er de samme konklusioner, eksperterne kommer frem til igen og igen: Børn, der føler usikkerhed, angst og forladthed som små, bliver urolige, ukoncentrerede og usikre som lidt større og får ofte vanskeligheder ved at lære, ved at omgås andre, ved at knytte sig til andre, at regulere deres følelser og aggressioner, at passe en uddannelse og et arbejde og at skabe en sund familie…

Økonomen James Heckmann, nobelpristager, har vist, hvordan vi som samfund kommer til at betale en meget høj pris for vores svigt af de allermindste. Ja, faktisk kommer pengene, som vi investerer i de allermindste, igen 16 gange, målt i velfærd. Et samfund, der svigter sine mindste, bliver et skrøbeligt samfund og dertil et meget dyrt og dårligt velfærdssamfund. Og et samfund med stressede, syge og sårbare mennesker.

Jeg tror, vi er mange forældre, der ligesom mig er ved at have fået nok. Mange, der er tæt på at sige vores job op, tage vores børn ud af institutionerne og passe dem selv, velvidende at vores boligsituation og økonomi kan blive alvorligt truet, at vi måske mister tilknytningen til arbejdsmarkedet eller i hvert fald til vores branche eller fag.

Men hellere det – er vi måske mange, der vil tænke – end hver dag at se, at små børn, der kun har denne ene barndom, lider afsavn og måske tager skade.

Det er med stor alvor, jeg appellerer til jer politikere, om at vågne op. Jeg appellerer til jer om at stoppe den kultur af selvbedrag, der har fået jer og mange andre til stiltiende at lade denne underminering af vores engang så verdensberømte daginstitutioner foregå.

Jeg appellerer til jer om at være de politikere, der ansvarligt, ærligt og modigt siger fra. Jeg appellerer til jer om at stille jer på forældrenes, bedsteforældrenes, pædagogernes og forskernes side og sige til Christiansborg og Finansministeriet: Nu er det nok! Nu går den ikke længere!

Kommunerne presses til offentlig omsorgssvigt.

Det er ikke værdigt for jer, for forvaltningen, for pædagogerne, for forældrene – og slet ikke værdigt, at vi som samfund behandler børnene, som ikke kan sige fra, på denne måde. Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Jeg ved, at jeg ikke er alene med min bekymring. Jeg ved, at vi er mange. Og at vi er ved at nå en grænse, hvor vi ikke længere kan se passivt på.

Jeg håber, at I politikere endelig vil lytte, også selv om jeres moderpartier på Christiansborg har svært ved at se alvoren. Jeg håber at I, der er tæt på forældre og pædagoger, vil tage bladet fra munden.

Om ikke andet, så fordi I i år er på valg.

Med venlig hilsen

Navn og
Adresse

___________________________________

Det er ikke værdigt for Danmark, at vi som det eneste land i Norden ikke lytter til sagkundskaben på børneområdet og ikke lytter efter, hvad vi ved er godt for børn.

Læs også del 1 af Familiepolitisk Netværks Blogs tema om bekymringshenvendelser: “Min søn på 2 år strejker i dag”

Læs også pædagog Kirstine Kirks beskrivelse af forholdene i daginstitutionerne.

Min søn på 2 år strejker i dag

BEKYMRINGS HENVENDELSER

Del 1 af tema på Familiepolitisk Netværks Blog – marts 2017

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af.

Maja Krog og sønnen Hjalte strejker, da de er bekymrede for børnenes trivsel i Hjaltes daginstitution.

EN BEKYMRINGS HENVENDELSE

Hvad gør vi forældre, når daginstitutionen er i stykker? Og når vi for eksempel ser, at børn mistrives eller bliver overladt til sig selv, fordi der er for få pædagoger på arbejde? Det har været debatteret ivrigt på Familiepolitisk Netværks Facebook-gruppe i denne uge. Een af dem, der gjorde noget, var Maja Krog, medlem af Familiepolitisk Netværk, kandidat til kommunalvalget i partiet Alternativet og mor til Hjalte. Hun valgte nemlig at strejke sammen med sin søn i protest. – Og skrive et brev om det til Københavns overborgmester Frank Jensen, som vi hermed bringer til inspiration (red.)

Af Maja Krog

Min søn på 2 år strejker i dag fra sin daginstitution!

Jeg har fulgt med i debatten på Familiepolitisk Netværks gruppe på Facebook de seneste par dage om forholdene i daginstitutionerne, og hvordan vi som forældre kan få råbt op.

Og jeg fik simpelthen så ondt i maven: For det sker i min søns institution lige netop disse dage. Så jeg har i dag holdt ham hjemme og sendt denne mail til Overborgmesteren i Københavns Kommune:

Kære Frank Jensen

Jeg har i dag haft en oplevelse i min søns daginstitution, som bekymrer mig. Jeg kender institutionen som forælder og ved, at personalet er dygtige og arbejder stenhårdt for at få alle ender til at mødes. Og jeg har en god dialog med dem. Det vil jeg gerne understrege indledningsvist.

Men jeg har nu IGEN oplevet en situation, hvor INGEN af de faste medarbejdere var på stuen, men udelukkende vikarer, og kun 2 af dem – frem for de 3 voksne, der plejer at være på stuen.

Jf. Serviceloven paragraf 153 har vi alle en ubetinget underretningspligt i forhold til børns mistrivsel. Det er denne jeg nu benytter mig af:

Institutionen har netop modtaget et nyt barn der er igang med indkøring, og jeg mener, at hun har brug for særlig omsorg, ligeså vel som op til flere af de andre børn, jeg oplever, ikke fungerer socialt.

Så jeg har i dag pjækket fra arbejde…Nej. Jeg strejker fra arbejde. Nej. Faktisk er det min søn på 2 år, der strejker fra sin institution i dag i solidaritet med sine venner, og jeg er blevet nødt til at blive hjemme fra arbejde for at passe ham.

Jeg er bekymret af flere årsager:

1) Dagtilbudslovens ansvar for børnenes omsorg kan umuligt være opfyldt under disse omstændigheder.

2) Børnene lider tydeligt overlast i disse situationer, og især helt små børn kan tage varig skade, fordi følelser som forladthed og svigt sætter sig i et meget lille barns system på en irreversibel måde.

3) Pædagogerne lider under disse situationer og kan ikke præstere på en fagligt forsvarlig måde, hvilket tydeligvis belaster dem og på sigt gør dem syge. (Den ene medarbejder har netop sagt op pga. stress – trods flere klager til ledelsen er hun ikke blevet støttet.)

4) Forældre og andre pårørende bliver utrygge og usikre på, om det er forsvarligt at aflevere deres barn og kan finde på at så tvivl om institutionens kvalitet, selv om personalet gør, hvad de kan….

Jeg håber, at kommunen vil tage denne bekymringshenvendelse alvorligt.

Jeg oplever, at jeg ikke står alene med min bekymring.

Jeg håber derfor, at kommunen i et valgår vil have særligt fokus på dette område, så forældre og pårørende ikke begynder at så tvivl om institutionernes kvalitet i kommunen.

Med venlig hilsen Maja, mor til Hjalte på 2 år

 

Kære Mor – Du Har Magten

KVINDERNES KAMPDAG 8. MARTS 2017

Har kvinder en særlig magt til at sikre mangel på omsorg/nærvær i vores samfund? Det er de stærke og svage kvinders dag, og i de danske medier er der masser af fokus på manglen på kvindelige ledere og mænd på barsel. Så i dagens anledning bringer vi her eet af de synspunkter, der har lidt sværere ved at finde vej til dagspressen. Det handler ikke om en mangel – men om magt – og kvinder som mødre med et særligt ansvar for ungernes omsorg. Det er netværkets medlem og mor Anne-Mette Karstad Poulsen, der har været ved tasterne: Læs, del og debatter – hvis I tør. Rigtig god kampdag (red.)

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde. – Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv.

Af Anne-Mette Karstad Poulsen
Kære mor – du har magten.

Det er let at glemme der midt i myldretiden, madpakkerne og moster Annes fødselsdag.

Men sådan er det. Det er ikke politikerne eller cheferne, men os mødre, der har virkelig har magten over morgendagens samfund – og vores børn har behov for, at vi bruger den – nu.

Jeg ved godt, at du er overbebyrdet, udmattet, og at opgaven virker uoverskuelig og skræmmende. Og jeg forstår dig, hvis du har mest lyst til at krybe sammen foran Netflix og forsvinde ind i andres kampe for at redde andre verdener…

Men kære mor, der er en verden lige her, som kun du kan redde – nemlig dit barns!

De sidste års debat om forholdene i de danske børneinstitutioner har gjort det smerteligt klart, at flertallet af vores politikere, er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde på dette område.

Hvis vi venter på hjælp fra dem, kommer vi og vores børn til at vente forgæves.

Skal forholdene forbedres så børnene kan mærke det, så bliver vi nødt til at kæmpe for det.

Kæmpe for det, som vi mødre ved er rigtigt og vigtigt.

Ligesom vores oldemødre kæmpede for retten til at stemme, vores bedstemødre for retten til at bestemme over egen krop og vores mødre for retten til lige løn for lige arbejde.

Sådan skal vi nu kæmpe for retten til et godt og trygt barneliv for alle børn – både hjemme og i institutionerne: Et liv hvor barnet kan vokse og gro i en hverdag, hvor de voksne omkring dem har den tid og det overskud, den proces kræver.

For kun når vores børn er trygge, kan vi mødre nyde og bruge den frihed vores formødre kæmpede så hårdt for at kunne give os i vuggegave.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Vi har en samfundskontrakt, som meget forsimplet går ud på, at vi arbejder livet igennem og via skatter og afgifter betaler ca 60 % af vores løn til fælleskassen. Til gengæld passer staten så godt på os og vores kære.

Jeg er ret sikker på, at I overholder jeres del af den aftale, men vi må se i øjnene, at det lang tid siden staten har overholdt sin i forhold til at passe godt på vores børn.

Og hvad gør man så, når staten ikke holder sin del af sådan en aftale ?

Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg ved at det er fuldstændigt essentielt at vi gør noget. Og at hvis vi alle sammen gør noget, så vil en fælles løsning vise sig.

Modige forældre, pædagoger og fagfolk har i årevis råbt op om de uforsvarlige forhold, som efterhånden er blevet normen i flertallet af danske børneinstitutioner. Og eksperter advarer om de menneskelige og økonomiske omkostninger det vil få, hvis vi ikke retter op på de dårlige vilkår for børns trivsel.

Oftest ignoreres deres advarsler og de nødråb, der kommer, besvares typisk af en opgivende trækken på skulderen efterfulgt af kommentaren “sådan er det jo”.

Men nej: Sådan er det ikke bare. Sådan HAR VI VALGT, at det skal være. Og det betyder, at vi kan vælge om igen.

Vi kan vælge modigere, kærligere og mere ansvarligt – og både som individer og samfund har vores børn behov for, at vi gør det nu.

Kære mor – du har magten – brug den nu!

Go’ kampdag !

Om Skribenten: Anne-Mette Karstad Poulsen er studerende, debattør og mor til Pippi på 3 år. Hun er uddannet designer og bor i kollektiv på Frederiksberg i København. 

Læs om Anne-Mettes eget valg som mor her.

Læs også tidligere indlæg fra skribenten i Politiken i 2015 her.

Robuste Forældre

Af Per Schultz Jørgensen

Robuste børn kræver robuste forældre… Men kan man være robust som forældre, når man er presset og tæt på at være nedslidt på den tid af dagen, hvor man er rigtig meget sammen med sit barn?

Om Skribenten: Per Schultz Jørgensen er børne- og familieforsker og har netop udgivet bogen ’Robuste Børn’ på Kristeligt Dagblads Forlag med konkrete forslag til, hvordan man kan arbejde med robusthed i familien, skolen og i daginstitutionen. Han er uddannet skolelærer og cand.psych. og dr. phil. fra Københavns Universitet, 1983. Siden professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og medlem af Børnerådet siden oprettelsen i 1994 samt formand fra 1998-2001.

Robuste børn kræver robuste forældre. Den sammenhæng er indlysende. Hvis børn skal blive i stand til at klare et vist pres, være vedholdende, kunne tåle modgang og et nederlag, så skal de have en indre tro på, at de har værdi. De skal have tiltro til sig selv. De skal også – når de bliver lidt ældre – kende deres egne grænser og kunne sige fra uden at miste selvrespekten.

Hvis børn skal udvikle en sådan robusthed, så skal forældrene selv være tydelige, have et vist overskud og selv kunne klare at rumme følelser, der er lidt modsætningsfyldte. For eksempel at stå fast, selvom det er så nærliggende bare at glide af og gå på akkord med alle forsætterne. Eller regulært at være på vej ind i curling-rollen.

Skal vi tro pædagoger og lærere og adskillige undersøgelser, er mange børn i dag faktisk ikke særlig robuste. De giver op, kræver særlig opmærksomhed eller tåler ikke modgang.

Derfor er der al mulig grund til, at vi forholder os til børns robusthed. Og stiller os spørgsmålet, hvordan vi kan styrke børns evne til at klare de udfordringer, som de møder i den virkelige verden. Og det er en verden, der på mange måder er i opbrud. Det er den teknologisk, globalt, mediemæssigt – og rent familiemæssigt.

Derfor nye krav til forældrerollen.

I dag kræves forældre, der har modet til at stå op for rollen som en myndig forældre, der både kan forhandle med sit barn – og samtidig holde fast i normer og perspektiv. Det er så fristende at gå på akkord og give op, når man er selv er presset, og tiden er knap. Det er her viljen og robustheden hos en mor eller en far skal stå sin prøve.

Klokken er halv ni, Andreas på fire skal i seng, men det er han ikke indstillet på, det er nemlig lige så sjovt midt i computerspillet. Og derfor nærliggende at glide af og give efter – vi tager en halv time mere. Men mor kan også gøre noget andet: hun kan ”gå over broen” til ham og anerkende hans følelser: jeg forstår godt, du er ked af det nu. Og derefter hjælpe ham til at acceptere sengetiden. Være der i et nærvær – og holde fast. Men det kræver, at hun selv har overskud, at hun giver sig tid – hvor får hun støtte til det fra?

Jeg tror, vi skal vælge forældrerollen som en prioritet i vores liv. Det er her, vi skal noget af det vigtigste i vores tilværelse i den periode, hvor børnene er små. Det mod skal vi præstere: At vælge vores børn til.

Forældre i dag er stort set booket totalt op på arbejdsmarkedet. Vi har vist stadig verdensrekord, hvad angår småbørnsmødre på arbejdsmarkedet. Men kan man være robust som forældre, når man er presset og tæt på at være nedslidt på den tid af dagen, hvor man er rigtig meget sammen med sit barn?

Jeg tror, vi skal vælge forældrerollen som en prioritet i vores liv. Det er her, vi skal noget af det vigtigste i vores tilværelse i den periode, hvor børnene er små. Det mod skal vi præstere: at vælge vores børn til.

Derfor kræver det tid, samarbejde i familien, og at vi deles om opgaven – far og mor. At vi inddrager børnene og er i stand til at uddelegere. Det er den proaktive familie, der kan planlægge og prioritere – og være nærværende.

Men det forudsætter også en familiepolitik, der bevidst og direkte støtte op om forældreskabet. – Hvordan skal den se ud?

En aktiv og progressiv familiepolitik vil sætte en dagsorden, der tager forældrerollen alvorligt. Den giver forældre styrke til at lægge de første og vigtigste trædesten ud i livsbanen for et lille robust menneske.

Omsorgsdage, orlov til far og deltid

  • For det første skal der være en ret til omsorgsdage, fx 20 om året. Det vil give tryghed og sikkerhed.
  • For det andet en politik, der støtter en mere ligelig fordeling mellem far og mor, for eksempel kunne man reservere dele af orloven til fædrene, sådan som det er gjort i de andre nordiske lande. Det ville også tilskynde til at skabe mere familievenlige arbejdstider.
  • For det tredje en bedre tilpasning af arbejdstiden over et livsforløb. Her er det centralt at sikre, at personer i den arbejdsdygtige alder i højere grad kan skifte mellem deltids- og fuldtidsarbejde og i perioder med store omsorgsforpligtigelser gå ned i tid og senere gå op i tid, når disse forpligtigelser er blevet mindre.

En aktiv og progressiv familiepolitik vil sætte en dagsorden, der tager forældrerollen alvorligt. Den giver forældre styrke til at lægge de første og vigtigste trædesten ud i livsbanen for et lille robust menneske.

 

Apropos robusthed i danske familier:
Læs også socialrådgiver gennem 45 år Lone Møllers indlæg “Skeletterne i Familieskabet” om den svære familiepolitik og omsorgen i familierne, der forsvandt med husmoren.